Christian designer apps til byggeri

Mød vores medarbejdere én for én

De næste uger vil jeg gerne præsentere vores medarbejdere én for én. Her kan du høre om hvad de laver i hverdagen og om hvorfor de (til tider nørdede) teknologier vi udvikler og implementerer, giver værdi for vores kunder og samtidig sikrer en positiv fremtid for byggeriet.

Vi vil gerne inspirere dig

BIM, Big Data og Business Intelligence giver mening for både store og små aktører – det handler om at finde det rette niveau og starte med små skridt.

Jeg håber, at vi kan inspirere dig med disse konkrete eksempler.

I dag skal du møde Christian Kryger 🙂

647.000.000 hits (!)

Jeg havde nær fået kaffen i skødet, da jeg tidligere i dag googlede ”apps for construction” – Intet mindre end 647.000.000 hits dukkede op! I App Store var antallet af hits tilsvarende overvældende. Siden fortsatte nedad og nedad i en uendelighed.

Jeg forestiller mig, at du som aktør i byggeriet, ser et potentiale i og muligheder ved at anvende apps i dagligdagen på kontoret, tegnestuen eller på byggepladsen. Men jeg forestiller mig også, at du (ligesom jeg) har mistet overblikket over det massive udbud af apps, og har mistet modet, efter at have installeret en masse af dem, som du alligevel ikke kunne bruge.

Teknomusik og hundehvalpe

Jeg vil gerne introducere dig for Christian. Han laver apps her hos Exigo. Vi skød virkelig papegøjen, da han for 4 år siden sagde ”Ja, tak” til at arbejde hos os. Han startede i studiepraktik og fortsatte derefter i studiejob. Og da civil-ingeniørtitlen var i hus, skyndede vi os at gafle ham på fuld tid. Christian elsker musik, sin søde kæreste og deres hundehvalp Willa. Han kæmper indædt for at indføre hunde-barsel eller konceptet ”kontorhund” her på kontoret.

Christian er typen der går i gang med at rydde op i depotet, når han lige har ½ time, eller monterer de ledninger, vi andre har faldet over så mange gange de sidste mange år, at vi ikke ser dem mere. Derudover er han teknologi- og kodenørd, og så er han kongen af at designe apps. Lynhurtigt.

Custom app til Kingo

Tidligere tog det generelt flere år at udvikle en app. Christian kan gøre det på nogle uger. Lige nu sidder han og udvikler en app for Kingo. Den indeholder tre funktioner, som de skal bruge på byggepladsen:

  • Ugeplanlægning
  • Planlægning af mandskab
  • Staderegistrering

De byggeledere der skal bruge appen, er blevet inddraget i udviklingen, så appen indeholder præcist det de har brug for og ikke andet. Ingen komplekse ekstra funktioner og ingen pro-features der koster 1000 kr. pr. klik. Appen indeholder udelukkende de funktioner, som Kingo har brug for. Det holder prisen nede, og så giver det byggelederne en simpel og overskuelig brugerflade.

Data-ninja og dashboards

På sigt vil Kingo gerne have faktiske data om tid og økonomi, ført fra byggepladsen tilbage til kontoret. For eksempel: Hvor lang tid tager det at foretage en indvendig nedbrydning af 10 boligblokke og hvad koster det helt præcist per m2? På kontoret skal de data visualiseres i nogle enkle dashboards. Det er noget vores data-ninja Jesper hjælper Kingo med. Ham vil jeg introducere dig til i næste indlæg i serien.

Med venlig hilsen

Kristian

PS.

Kunne du tænke dig at høre mere, er du meget velkommen til at skrive eller ringe direkte til Christian: ckk@exigo.dk / 51 95 52 71.

– Og modsat tøjbranchen, hvor et specialdesignet stykke tøj koster en årsløn, koster specialdesignede apps ikke en bondegård.

Samtidig sparer Kingo tid på at installere (og afinstallere) apps, de troede passede til deres behov, blandt de 647.000.000 hits jeg fortalte om tidligere.